Guiden er skrevet af lytteren ‘PunkPanda’ og redigeret af DJ Brevet
Hvis du vil bidrage til guiden så send en email til djbrevet@dj_brevet
Det er sagt mangt og meget om onlineovervågning, men det er ligesom med bakterier: usynligt, abstrakt og noget det er svært udelukkende at bruge sin intuition til at forstå. Uanset om du bare vil have grundproblemet ridset op eller har et større kendskab til problematikken i forvejen, så er tegneserien om Googles Chrome Browser af Leah Elliott (vist herunder) et godt sted at starte:
Tegneserien af et remix af en tegneserie Google fik tegneserieforfatteren og -teoretikeren Scott McLeod til at skrive om deres browser. Du kan være helt sikker på at techvirksomhederne opererer med maksimal sproglig utydelighed for at bevare det lukrative status quo. Mere om tegneserien her.
Det er en lille smule omstændigt at skifte email og opdatere alle de steder hvor ens gamle email bliver brugt. Det kan derfor være en rigtig god idé at bage en kage og invitere et par venner til digital systue og gøre en social anledning ud af det.
Hvad skal jeg skifte til?
Her er oplistet nogle af de mest udbredte alternativer du kan overveje at bruge. Længere nede er der en huskeliste over steder du skal huske at angive din nye emailadresse, for at blive ved med at modtage al din post.
Gratis email-udbydere med et bedre privatlivsniveau end gmail og hotmail
Proton Mail
Proton Mail er baseret i Schweiz. Udover at have Proton Mail har de også Drive, Calendar og VPN services. Der kan være fordele ved at have sin kalender, mailklient og online lagerplads samlet, men du kan også risikere at blive meget afhængig af et selskab.
Hos Proton Mail får du 1 gb gratis plads og en email adresse, ellers kan du betale for mere plads som kan anvendes både i din mailbox og på Drive.
Læs mere og opret konti: https://proton.me/
Tutanota
Tutanota er baseret i Tyskland. Udover e-mail service har de også en kalender. Tutanota er udelukkende drevet af vedvarende energi.
Hos Tutanota får du også en email adresse og 1 gb plads som gratis kunde, og ellers kan du tilkøbe mere.
Læs mere og opret konti: https://tutanota.com/
Email-udbydere der ikke er gratis, men med en eller anden form for yderligere fordel
Det er måske ikke helt og aldeles udelukket at betale for noget man bruger hver dag, hvis det er muligt. Hvis du vil gå den vej, er der disse muligheder.
Fripost.org
Fripost skilder sig ud ved at være en forening. Fripost arbejder for fri adgang til e-mails, uden overvågning. Da fripost er en forening skal du betale for at være med i foreningen og det forventes også at du bidrager til foreningen på anden vis. Friposts hjemmeside beskriver på en god måde hvori de teknologipolitiske problemer med overvågning af emails består: https://fripost.org/
Hos fripost får du 10 gb og det koster 240 svenske kroner om året at være medlem. Du kan læse mere om hvordan du bliver medlem, hvad det indebærer, og oprette en e-mailadresse her: https://fripost.org/
Mailbox.org
Mailbox er også baseret i Tyskland. Den er også udelukkende drevet på vedvarende energi. Mailbox tilbyder, e-mail, cloud storage, kalender, mulighed for at redigere dine dokumenter og lave videokonferencer. Med alle disse services er mailbox altså tæt på at være et privatlivsorienteret 1:1 alternativ til google, apple eller microsoft.
Hos mailbox kan du for 1€ om måneden få en e-mailadresse og 2 gb lagerplads, eller for 3€ få 10gb plads til 25 mailadresser og 5 gb lagerplads på drive plus alle de andre services mailbox tilbyder.
Læs mere og opret konti: https://mailbox.org/en/
E-mail services der er gratis, men som du skal inviteres til af en eksisterende bruger.
Systemli.org
Systemli er et venstreorienteret techkollektiv baseret i Tyskland. Systemli tilbyder en lang række services herunder e-mails.
Det er gratis at bruge systemli, men du kan kun oprette en bruger ved at få et invitationslink fra en der i forvejen bruger systemli. Send en email til DJ Brevet hvis du vil have en invitationskode (begrænset antal).
Læs mere om systemli her: https://www.systemli.org/en/
Riseup.net
Riseup er et venstreorienteret techkollektiv baseret i Seattle, USA. Riseup tilbyder også en række services udover e-mails. Det er gratis at bruge riseup, men du skal inviteres til at bruge det.
Læs mere om riseup her: https://riseup.net/en
Hvis du er meget tech-kyndig kan du sikkert også finde andre alternativer som passer bedre til dig. Generelt kan det siges at proton, tutanota og mailbox generelt er mest plug & play, så hvis du ikke er så tech-kyndig kan det anbefales at skifte til en af disse. Derudover har de også alle tre apps til din touchskærmtelefon (apple eller android) så hvis du lige nu læser dine e-mails med mobilen kan du forsat gøre det gnidningsfrit med en af disse tre.
Hvordan skifter jeg min mail?
- Opret en mailkonto
- Udvælg den udbyder du gerne vil have din e-mail ved fremover og opret en konto. Så er du klar til at sende og modtage e-mails.
- Overfør dine konti
- Lige nu er dine mange logins til DBA, Instagram, Soundcloud mv. knyttet op på din gamle e-mailadresse. Husk at logge ind og ændre din e-mailadresse hos de tjenester. Overvej i samme ombæring at få en passwordhusker der kan oprette svære koder og gemme dem sikkert for dig, så du kun skal lave og huske een svær kode. Det kan ex være Bitwarden https://bitwarden.com/ – tjek evt https://haveibeenpwned.com/ for at se hvor din e-mail og passwords er blevet lækket til hele internettets offentlighed.
- Opdatér dine kontaktoplysninger hos div. offentlige myndigheder og sundhedsvæsen
> Biblioteket,
> Skattevæsenet
> E-boks
> Borger.dk
> Tandlæge
> Læge
> Der kan være flere. For at komme helt til bunds kan det være en idé at bladre baglæns i din gamle indbakke for at se hvem der skriver til dig. - Opdatér nyhedsbreve
- Udover DJ Brevets nyhedsbrev modtager du muligvis også andre nyhedsbreve som du vil blive ved med at læse. Husk at tilmelde dig dem igen med din nye mailadresse.
- Skriv din nye mail til dine kontakter
- Skriv til dine bekendtskaber fra din nye e-mailadresse, at det fra nu af er her du kan kontaktes. Så ved de hvor de skal sende sjove memes og fødselsdagsinvitationer hen.
Hvis det virker overvældende det hele, så gør det sammen med dine venner. Bag nogle æbleskiver og invitér alle over til digital systue hvor I hygger jer med opgaven. Det gør al den slags knapperi meget hyggeligere og man kan få sparring og skulderklap hvis det driller. Du kan overveje at holde din gamle konto åben i noget tiden inden du sletter den helt, så du kan se om der er nogle du har glemt at give din nye e-mailadresse til. Husk at når du sletter din google konto så ryger din youtube konto også, så husk at gemme links til de vigtige videoer du skal se igen. Hvis du har en apple konto og iphone kan det være noget bøvl pis at slette din konto. Det samme med android og google. Her kan det anbefales at tage en backup af det du skal bruge på din telefon, og så starte helt forfra med en ny frisk konto, der ikke ved noget om dig.
God fornøjelse!